England – og i særdeleshed London – er ramt af OL-feber, og mon ikke smitten spreder sig til alle sportsentusiaster verden over i de kommende dage?
På sponsorsiden har en perlerække af verdens største brands således været i gang med det olympiske arbejde længe, hvilket eksempelvis gælder for British Airways (BA).
Flyselskabet er godt nok ikke blandt OL’s 11 globale sponsorer, men det er alligevel er en af OL’s 25 største sponsorer ifølge mediebureauet MediaCom, der uge for uge måler, hvordan disse klarer sig i forhold til hinanden baseret på Twitter-kvidren.
BA blev den forgangne uges store vinder takket være en ny kampagne, der gør det muligt at støtte Storbritanniens OL-hold, ”#Home Advantage”.
Her er omdrejningspunktet – som navnet også i den grad antyder – netop det sociale medie Twitter, og det bringer selskabet helt i top på opgørelsen foran internationale megabrands og globale OL-sponsorer som Coca-Cola, McDonald’s og Adidas.
Kampagnen fik ifølge den globale chef for MediaCom Sport, Marcus John, mange briter til at komme med positive reaktioner om BA og kampagnen på Twitter, hvilket var med til at sprede kampagnens budskab vidt og bredt.
McDonald’s lider
Værre ser det ud for en af OL’s trofaste støtter på sponsorsiden, McDonald’s, der bl.a. er havnet i den brutale del af den britiske mediemølle, fordi fastfood-kæmpen angiveligt som en del af sponsoratet har monopol på at levere pomfritter til atleterne i den olympiske by.
Det har medført en ophedet debat om sponsorers ”monopoler” ved OL, hvilket fik mange til tasterne for at tweete deres harme i sidste uge, og det gik ud over McDonald’s, hvilket også tydeligt fremgår af mediebureauets opgørelse.
Anderledes positivt ser det ud for to af OL’s andre globale sponsorer, Coca-Cola og Samsung, der fik masser af positive skudsmål på Twitter takket være massiv omtale af den olympiske flammes rejse mod London, hvor netop de to sponsorer får meget og langt mindre kritisk eksponering og omtale end McDonald’s.
Du kan se hele listen over OL’s 25 største sponsorer og læse meget mere om metoden bag opgørelsen her.