Den cypriotiske iværksætter og grundlægger af luftfartsselskabet EasyJet, Stelios Haji-Ioannou, synes ikke om, at et skotsk datingsite kalder sig Easydate.
Det ligger nemlig lige lovlig tæt på moderselskabet Easygroups mange forskellige forretningsgrene – men har intet med det at gøre.
Datingsitet har ellers igennem fem år heddet som det hedder, men efter en nylig udtalelse fra Easydate-direktør Bill Dobbie til The Guardian i forbindelse med selskabets kvartalsrapport, blev det for meget.
– Jeg ville ikke blive overrasket, hvis jeg fik et brev fra Easygroup. Og hvis det sker, er jeg da sikker på, at vi sammen kan finde en løsning, så vi kan beholde vores navn, sagde datingdirektøren.
Men de ord faldt ikke i god jord hos fly-chefen, som så sig nødsaget til at fortælle offentligheden, at der faktisk allerede i juni var stillet krav fra Easygroups side om at dating sitet skulle droppe sit navn.
– Bille Dobbie ved udmærket godt, hvilke krav vi har stillet, lød det efterfølgende fra Stelios Haji-Ioannou, som i sin Easygroup – ud over flyselskabet – sidder på brands som easycar.com, easycinema.com, easybus.co.uk, easyhotel.com, easypizza.com, easymusic.com – og mange flere.