Emirates er blandt de fleste danskere kendt som et high-end brand, som hidtil især har differentieret sig på fornem service på Business Class. Men nu vil Emirates også være kendt for at være konkurrencedygtige på sine Economy-rejser, og det skal en ny marketingstrategi bidrage til.

Den nye tilgang til markedet betyder bl.a., at Emirates vil flytte nogle af sine marketing-aktiviteter fra erhvervsaviserne og ud blandt københavnerne.

Teddy Zebitz, der er Area Manager Nordic Countries i Emirates, siger:

– Mange danske rejsende ser Emirates som et high-end luksus flyselskab, som er for dyrt at flyve med – men det er ikke tilfældet. Emirates’ Economy Class tilbyder både høj service og værdi for pengene. Og som en del af vores nye marketingstrategi rækker vi nu ud til de danske forbrugere i både outdoor-kampagner og et ”sluk mobilen”-sponsorat i udvalgte biografer.

Fx har selskabet lanceret kampagner på to af Købehavns største trafikknudepunkter Kongens Nytorv og Nørreport Metro Station, og med ”sluk mobilen”-sponsoratet i biografen kommer publikum med ”om bord” på et Emirates-fly, hvor de bl.a. bliver introduceret til flyselskabets udvalg af underholdning.

– Vi ved, at publikum i biografen også godt kan lide at rejse. Derfor vil vi gerne samtidig fremhæve vores prisbelønnede on-demand underholdningssystem, der tilbyder film, tv-serier, musik og meget mere. Det er en god måde at nå ud til et bredt publikum på, siger Teddy Zebitz.

Se ”Sluk Mobilen”-spottet her.