I en annonce for Cimber Sterlings ”Flyv Grønt” kampagne fortalte selskabet – på baggrund af et nyhedsbrev fra Energistyrelsen om en ny CO2-beregner – at flyselskabets propelfly på ruten mellem København og Aalborg udledte mindre CO2 end fly med jet-motorer.
Ifølge Cimber Sterling var dette ”væsentlig information for alle miljøbevidste rejsende” og gjorde propelfly så miljøvenlige, at de var ”fuldt konkurrencedygtige med andre former for transport” på denne rute.
Hvad annoncen ikke fortalte, var, at IC3-tog på strækningen København-Aalborg udleder langt mindre CO2 end både jet- og propelfly. En oplysning, som ellers fremgik af Energistyrelsens nyhedsbrev – og det burde Cimber have nævnt, mener Forbrugerombudsmanden.
– Oplysningen om den mængde af CO2, der udledes, når man tager toget, er vigtig for forbrugeren og ikke mindst den miljøbevidste rejsende, som Cimber Sterling gerne vil ramme med denne kampagne, siger forbrugerombudsmand Henrik Øe.
Cimber Sterling får også kritik for et andet udsagn i annoncen, som fortæller, at man kunne neutralisere udledningen af CO2 fra sin flyvetur på strækningen København-Aalborg ved at udskifte tre almindelige 60 watt el-pærer med én sparepære.
Men det er i strid med god markedsføringsskik på den måde at sammenkæde forbrugernes egne miljømæssige initiativer med en erhvervsdrivendes virksomhed, mener Henrik Øe, som også kritiserer Cimber Sterling for at vise grøn baggrund, regnbue og farverige blomster sammen med et propelfly i annoncen.
Flyselskabet har taget Forbrugerombudsmandens opfattelse til efterretning, og vil nu rette markedsføringen til.