På fredag er det sidste udkald for Brands Copenhagen. Når sidste mand slukker og lukker er bureauet fortid. På mandag starter 8 ud af 15 med Erich Karsholt og Søren Nøhr i spidsen hos Bates i Landemærket. Adm. dir. Erich Karsholt kan glæde sig over, at de fleste af kunderne følger med. Og samtidig kan han glæde sig over, at 4 af de 7 medarbejdere, der er blevet opsagt i forbindelse med flytningen, allerede har fået job.
– Det er en glæde, at vi havde så gode medarbejdere, at de så hurtigt kan finde andet arbejde. Nu ønsker jeg blot, at de sidste tre også snart får et job, siger Erich Karsholt.
En kunde er definitivt ikke fulgt med til Bates. Det gælder Arp Hansen hotellerne. En mere forventes også at finde et nyt bureau, men det er endnu ikke helt afklaret, hvad der skal ske. Derudover er der et par stykker, som er positive, men som lige vil se tiden an hos Bates.
– Alle andre – bl.a. alt omkring Daimler Chrysler, forhandlerne, Starmark og Smart – følger med til Bates, og det er vi selvfølgelig meget glade for. De kunder, der ikke følger med, hænger først og fremmest sammen med, at deres tilknytning var til nogle af de medarbejdere, som ikke følger med til Bates, siger Erich Karsholt. fin