Mennesker i verdens fattigste lande sulter, fordi bankerne køber og sælger værdipapirer og spiller på, at fødevarepriserne går op og ned. Ifølge FN skaber handlen med såkaldte futurekontrakter, der blandt andet sælges af Saxo Bank og Jyske Bank, sultkatastrofer verden over, fordi det får priserne på mad til at svinge voldsomt, skriver Politiken.
– Bankernes handel med afgrøder er et mareridt for millioner af mennesker i udviklingslandene, der sulter på grund af de ekstreme prisstigninger på afgrøder, der følger med handlen, siger FN’s særlig fødevarerådgiver, Oliver De Schutter til Politiken.
De to største aktører på det danske marked, Saxo Bank og Jyske Bank formidler fødevarefutures for mere end 50 mia. kr. om året, og i Saxo Bank erkender man, at handlen kan ramme den fattigste del af verden. Men banken pointerer, at andre banker ville tilbyde den form for handel, hvis ikke Saxo Bank gjorde det. Til gengæld forsøger banken at holde kunderne fra de mest følsomme afgrøder.
Politiken.dk