FN-byen, der i disse dage åbner på Marmor-molen i Nordhavnen, bliver meget lukrativ for Danmark, da der på få år bliver skabt 500 nye arbejdspladser, og millionordrer finder vej til danske virksomheder.

På lidt længere sigt vil FN-byen tiltrække flere globale virksomheder og organisationer til landet. Seks FN-organer, der er placeret i København, bliver ved projektet forenet i én bygning. Det har allerede udløst 200 arbejdspladser, og flere er på vej.

Lars Hørmann, projektdirektør i FN-byen, forklarer, at FN samler flere opgaver på centrale kontorer verden over.

Den store sammenlægning i København viser, at FN satser på København i fremtiden.

– Væksten skal ske på to måder. De eksisterende organisationer har en naturlig vækst på måske fem-ti procent flere medarbejdere om året. Desuden er det planen at tiltrække nye FN-organisationer hertil enten helt eller delvist, og de planer er absolut realistiske, siger han.

En rapport fra Dansk Industri viser, at FN i 2010 ”købte ind” i Danmark for 2,6 milliarder kroner.

 

Berlingske