Når Danmark spiller landskamp i EM-slutrunden i juni i Holland/Belgien vil 80 pct. af tv-apparaterne i de danske hjem være tunet ind på TV2. I hvert fald hvis seerne opfører sig som ved tidligere EM- og VM-slutrunder.
Det fremgår af en opgørelse, som Carat har lavet, og tallene afspejler, hvor attraktiv en vare, EM- og VM-slutrunder er. Normalt taler man mest om seertal (ratings), men lige nøjagtig i forbindelse med Danmarks kampe er den såkaldte share også et temmelig interessant tal. Sharen udtrykker, hvor stor en del af de danskere, der ser tv på et bestemt tidspunkt, der er tunet ind på i dette tilfælde TV2, og erfaringerne fra tidligere slutrunder viser, at der ikke er de nær samme udsving i sharen, som der er i ratingen.
De helt store seertal på over 2 millioner forudsætter, at det danske hold får sportslig succes. Det viser seertallene fra de danske kampe ved tidligere slutrunder. Carat forventer på den baggrund, at de indledende danske kampe vil kunne samle ca. 1,6 mio. seere. Men kigger man på sharen, så viser det sig, at den typisk ligger omkring 80 pct. stigende til omkring 90, hvis det går rigtig godt. Mens seertallet kan stige med 40-50 pct., så stiger sharen kun med 10 pct. Sportslig succes har således primært betydning for, hvor mange, der sidder foran skærmene – ikke hvor mange, der er tunet ind på TV2.

ATTRAKTIV VARE
En share i den størrelsesorden gør det ikke ret sjovt at være konkurrerende tv-station, og både TV3 og TvDanmark må da også indstille sig på en mager juni måned, idet alle de andre kampe også trækker pæne shares – omend langt fra niveauet omkring de danske kampe. Dog vil semifinaler og finale samt udvalgte kampe kunne komme op i nærheden af det danske niveau.
Marketingresearcher Mogens Østergaard, Carat, er da heller ikke i tvivl om, at en fodbold-slutrunde er en attraktiv vare.
– Specielt de danske kampe er under alle omstændigheder en god vare for annoncørerne, og vil komme til at tilhøre årets højdepunkter. Går det sportsligt godt, bliver der simpelthen tale om jackpot. En slutrunde er godt nok en dyr vare, men når man studerer tallene, så forstår man det godt, siger Mogens Østergaard.
Langtidseffekten for TV2 er dog kun begrænset.
– På den led er tv-markedet relativt stabilt. Det vil ret hurtigt vende tilbage til normale tilstande – omend der dog bliver lidt hængende, og derfor må de andre stationer nok indstille sig på at starte på et lidt lavere niveau til efteråret, siger Mogens Østergaard.
Det er TV2, der har rettighederne til turneringen. Stationen har dog solgt seks af de indledende kampe til Danmarks Radio.
På tv-markedets nøgletal holder TV2 fast i den positive udvikling, hvor den kommercielle seerandel stiger sideløbende med, at andelen af reklametid (TRP-andele) også stiger. Det er således et gunstigt udgangspunkt, TV2 har for sommerens fodboldsatsning, og stationen vil da også allerede i slutningen af maj begynde fodbold-sommmeren gennem en stribe optakts-programmer.