Med en kommerciel seerandel blandt personer 15-44 år på 8,3 procent og en share i primetime 20.00-23.00 på 10,4 procent oplevede Kanal 5 i sidste uge den bedste uge nogensinde. Kanal 5 var dermed den tredje mest sete kommercielle kanal i ugen.
Seer-succesen skyldes især en række fodboldkampe fra Royal League, hvor kampen torsdag mellem Brøndby og FCK opnåede et gennemsnitligt seertal på 190.000 seere. Men også egenproduktionen Danmarks Klogeste Barn havde en flot start, da programmet kunne fejre sæson-premiere med 135.000 seere i gennemsnit og toppede med 183.000 seere kl. 20.59, hvor Thomas Mygind kunne kåre vinderen af det første program.
– Vi er utrolig glade for de flotte seertal, der er et tydeligt signal om, at Kanal 5 er på vej fremad, og at seerne har taget kanalen til sig, siger Henrik Ravn, adm. dir. for SBS TV i Danmark.