Junior/Senior-holdet, som var nøje udtaget blandt deltagere i den danske delegation og bakket op af både TV 2 og Post Danmark på sponsorsiden, sørgede i går for, at dannebrog strøg helt til tops på stranden i Cannes.

Et fantastisk mål af Jeppe Sommer Kuld i kvartfinalen sendte det danske hold i semifinalen, hvor et stærkt argentinsk hold gjorde, hvad de kunne for at forhindre dansk sejr. Men lige lidt hjalp det, for med en sjette mand i ryggen i form af danskere tilskuer rundt om banen samt ægte vindermentalitet og sammenhold fremtvang danskerne med et mål i sidste minut forlænget spilletid. Kampen måtte dog afgøres på straffespark, og her gik Toke Lotz og de øvrige skytter iskoldt til bolden og scorede uden problemer. Det blev dog målmand Jon Kofoed Nedza fra Huset Markedsføring, der frygtesløs kastede sig ind i de argentinske skud og reddede hele to af tre spark og dermed sikrede dansk finaleplads.

Finalen blev også en moralsk finale, idet Danmark mødte Estland, som vi havde spillet uafgjort med i det indledende gruppespil. Og endnu engang viste Coach Morten O. Nielsen fra Post Danmark blændende overblik ved at lade holdets Ravanelli, aka Michael Barfoed fra Børsen, spille, selv om Barfoed under hele turneringen havde døjet med en mindre fiber i den ene læg. Det blev til to scoringer fra Børsens Ravanelli, og danskerne kunne senere onsdag aften lade sig hylde i festivalpalæet som vindere af VM i strandfodbold for reklamefolk 2012. Se alle billederne fra kampene og hyldesten herover.