TV-rettighederne til Premier League fra 2016 til 2019 blev i går solgt for den beskedne sum af 51 milliarder kroner.
De to nuværende rettighedshavere Sky og BT kommer dermed også til at transmittere fra verdens kommercielt mest attraktive fodbold-liga i de kommende år.
Der er tale om lidt af et prishop i forhold til den nuværende treårige aftale, som de to tv-stationer har betalt omkring 30 milliarder for.
Forud for tirsdagens aftale er der ifølge AFP foregået en priskrig, hvor den største rettighedshaver Sky er endt med at betale ekstra mange penge i et forsøg på at holde BT væk fra de mest attraktive kampe.
I den nye aftale vil der blive transmitteret live fra 168 kampe per sæson. Det betyder, at gennemsnitsprisen for at transmittere en kamp i Premier League er på 102 millioner kroner.
Sky har erhvervet sig rettighederne til 126 kampe per sæson, mens BT må vise 42 kampe.
/ritzau/Reuters