På søndag brøler MetLife Stadium, New Jersey af glæde, når enten Seattle Seahawks eller Denver Broncos løfter Super Bowl trofæet op over hovedet.

Men når først lyset slukkes, og publikum forlader stadium, kommer brølet fra en helt anden verdensdel.

Det kommende fodbold VM i Brasilien laver den ene touchdown efter den anden på Super Bowl, når man sammenligner annonceomfanget.

Godt nok er Super Bowl kendt for at være den helt store fremvisning for annoncørerne, og de kaster gerne mange penge efter reklamerne, der vises i kampens mange pauser.

Men hvis der kigges på pris, visning og varighed, kan de amerikanske annoncører godt begynde at sige fútbol (fodbold på portugisisk) i stedet for football.

VM i fodbold har en langt bedre reach end Super Bowl.

Efter en hæsblæsende dag på MetLife Stadium vil Super Bowl kun foregå på internettet, hvor spillet og reklamer analyseres og vurderes.

I modsætning hertil varer VM en måned, og der spilles i alt 64 kampe.

Selve kampen til Super Bowl varer 60 minutter, mens der under VM er 5.760 minutters fodbold, har Mashable regnet sig frem til.

Super Bowls mange pauser giver i alt 40,5 minutters reklametid, mens den samlede reklametid under VM er 960 minutter. Altså er der over 23 gange så meget reklametid under VM som under Super Bowl.

Her til kommer, at prisen på en 30-sekunders reklame under Super Bowl er 16 gange dyre end til fodbold VM. Prisen på en Super Bowl reklame er 4 millioner dollars, og prisen på en reklame under VM i 2010 var 250.000 dollars.

Social interception

Hvis der kigges på de to sportsevents størrelse på de sociale medier, er VM også den største spiller. På Facebook har VM 3,2 millioner fans, mens Super Bowl har 1,1 millioner.

Også på Twitter regerer VM med 509.000 følgere mod Super Bowls 108.000 følgere.
Det eneste sted, hvor Super Bowl har mulighed for at lave en interception på VM, er antallet af tweets.

Under Super Bowl 2013 blev der tweetet 24 millioner gange ang. Super Bowl. Tilbage i 2010 under fodbold VM var antallet af tweets 11 millioner. Da Twitter de seneste fire år har udviklet sig en del, er det ikke til at fastslå, hvem der i år vinder kampen om flest relaterede twets.

Når det kommer til kampen om seere og tilskuere, er det endnu en gang fodbold VM, der trækker i førertrøjen. 71.000 overværede Super Bowl 2013 fra hægterne, mens 108 millioner så kampen fra sofaen.

Til sammenligning var der i 2010 3,18 millioner tilskuere til VM-kampene og 3,2 milliarder seere.

Alt i alt må konklusionen lyde, at fodbold-VM lammetæver Super Bowl på reklamesiden, når man opgør de rå tal, men så har man på ingen måde taget den enorme betydning med i ligningen, som Super Bowl spiller for såvel annoncører og bureauer, der anstrenger sig ekstremt meget for at brænde igennem netop på Super Bowl-aftenen.