Der er intet odiøst i, at en fodboldklub holder fredagsbar for sponsorer, samarbejdspartnere og forretningsforbindelser.
Det samme gør ærke-århusianske AGF – men i København.
Det er
AGF Netværk Øst, et samarbejds- og forretningsforum for virksomheder i København, der står bag arrangementet.
– Vi er lykkes med at opbygge et interessant og velfungerende netværk. Og med dette tiltag får vi en god social platform, hvor vi kan mødes og tale fodbold, AGF og alt mulig andet. Og så er dørene selvfølgelig åbne for andre, som har lyst til at kigge forbi til en fredagsøl, siger Bent Wachmann fra Århus Elite.
AGF Netværket i København tæller blandt andet virksomheder som BBDO, PrimeTime Kommunikation, Holm Kommunikation, Lett Advokater, Nordea, SBS radio og web-tv virksomheden Arkena.
Fredagsbaren bliver en tilbagevendende begivenhed, og den første løber af stablen i dag fredag klokken 15.00 på baren Fidels i Dronningens Tværgade.
Det er AGF’s hovedsponsor Royal Unibrew der langer kolde pilsnere over disken. Næste arrangement finder sted 5. marts, to dage før AGF møder FCK i Parken.