Afsætningsøkonomi som fag kom til Fyn allerede i 1960 ved oprettelsen af HD-studiet i afsætningsøkonomi på Tietgenskolen i Odense under ledelse af Helge Munksgaard (senere dr. merc.).
Først i 1971, efter at Odense Universitet var blevet indviet nogle år før, blev der etableret dagstudier i erhvervsøkonomi (H.A.), og i 1977 startede cand. merc.-studiet på universitetet. Året efter blev HD-studiet overflyttet til samme universitet. Grunden var lagt til et institut, der omfattede alle 3 studier samt cand. negot. studiet, der som noget nyt kombinerede sprogundervisning med erhvervs- og afsætningsøkonomi.
Men, dette institut blev først en realitet i 1987 -altså for 10 år siden, og det var denne begivenhed, der blev fejret den 15. januar ved en jubilæumsreception for instituttets medarbejdere, censorer og andre interesserede i instituttets arbejde.
Tage Koed-Madsen, Ph.D. (nu professor) blev instituttets første leder, fra 1. januar 1996 afløst på denne post af lektor Lars Thøger Christensen, Ph.D.
Ved receptionen mindedes Tage Koed Madsen de første år på instituttet med 3 lektorer, 2 adjunkter og 2 TAP`er (sekretærer) samt et voksende antal studerede på alle studieretningerne. I 1987 blev der færdiguddannet 10 cand. merc., 19 cand. negot og 15 HD i afsætning.
Den seneste opgørelse over antal kandidater (1995/96) lyder på 55 cand. merc., 90 cand. negot og 33 HD i afsætning. Men, nu omfatter instituttet også 2 professorer, 2 gæsteprofessorer, 7 lektorer, 2 adjunkter, 1 amanuensis og 2 TAP`er. Dertil kommer 6 Ph.D.-studerende, som arbejder på instituttet i forbindelse med deres forskning.

INTERNATIONALE OG INTERKULTURELLE PERSPEKTIVER
Tage Koed Madsen mindedes også, hvorledes han sammen med
dr.sc.eco. Dominique Bouchet, der var tilknyttet universitet med
undervisning i sociologi, udformede det idégrundlag og den
målsætning, der har været instituttets platform siden da. Målet blev at anlægge internationale og interkulturelle perspektiver i undervisning og forskning i markedsføring. Dermed blev Institut for Afsætningsøkonomi i Odense det første af de afsætningsøkonomiske institutter her i landet, der tog internationale og interkulturelle perspektiver i markedsføringen alvorligt. Udviklingen siden da har vist, at de så rigtigt dengang og at det uden tvivl har medvirket til at placere instituttet klart i erhvervslivets og forskerverdens bevidsthed.
Cand. merc. studiets opbygning ved Odense Universitet i dag fremgår af fig. 1.
– Vi har en klar målsætning om, at vores uddannelse skal kunne måle sig med de bedste på området i USA, siger institutbestyrer Lars Thøger Christensen til.
– Fra den feedback vi får, dels fra gæsteprofessorer, dels fra vore egne studerende, der tilbringer et halvt til et helt år ved udenlandske universiteter, ved vi, at dette mål kan vi godt leve op til.
– Vi kan også glæde os over, tilføjer Lars Thøger Christensen, at der er stor efterspørgsel efter vore kandidater. Mange forskellige virksomheder fra hele landet henvender sig til os med opfordringer til at sende vore kandidater til dem.

FORSKNINGSMåL
Undervisningen er i høj grad baseret på den forskning, som samtidig foregår på instituttet.
Det er instituttets mål at drive såvel grundforskning som
anvendelsresorienteret forkskning på et højt niveau – ikke blot nationalt, men også internationalt gennem jævnlige publikationer i førende tidsskrifter. Dette mål er gradvist ved at blive realiseret på visse af instituttets fokusområder, og vil i de kommende år søges realiseret for gruppen som helhed. Udover en lang række working papers og konferencepapers har instituttets forskere i de senere år publiceret over 20 artikler i danske tidsskrifter, og knapt 20 i internationale tidsskrifter som f.eks. International Journal of Research in Marketing, Advances in Consumer Research, Advances in International Marketing, etc.
Det er endvidere hensigten at gøre forskningsmiljøet så stimulerende og dynamisk som overhovedet muligt. Dette skal ske ved at fortsætte det nære samarbejde med udenlandske institutioner, ved fortsat at tiltrække udenlandske forskere af høj kaliber samt ved at integrere instituttets PhD-studerende endnu mere omkring centrale forskningsprojekter.
På lidt længere sigt forestiller man sig en koncentration om følgende 3 satsningsområder, der alle ligger i naturlig forlængelse af den hidtidige forskning:
Udvide studiet af marketingstrategier på industrielle markeder, opbygge en kompetence omkring forståelsen af globalisering, herunder studier af marketing i den 3. verden, samt opbygning af en international Ph.D.-uddannelse med stor gennemslagskraft. Instituttets Doctoral Seminar kan betragtes som et første skridt i denne retning.
Der er således nok af ambitioner og visioner for de næste mange år, som vil være styrende for den undervisning og den forskning, der vil foregå på instituttet. Samtidig minder Dominique Bouchets fotooptagelser fra alverdens markedspladser, der udsmykker instituttets nye lokaler, os om, hvordan sælgere og købere fra gammel tid er mødtes for at udveksle varer og værdier. Det er stadig det, det drejer sig om, selvom markedspladsen nu er ved at blive flyttet fra torve og pladser omgivet af smukke huse, til den mere kolde, elektroniske skærm.