Frelsens Hær tager om kort tid hul på sin første imagekampagne nogensinde. Oven i købet en temmelig provokerende kampagne, som er skabt med henblik på at skabe debat om velfærdssamfundet.
2000 plakater med budskaber som “Ungdomsaktivering?“ under et godt brugt koben eller “Børnecheck?“ under en vinflaske bliver hængt op i 2000 busser lande over, mens hærens nye imagebrochure eksponeres på alle landets større posthuse.
Det er reklamebureauet enVision, Århus, som står bag kampagnen.
– Frelsens Hær er overhovedet ikke kendt i markedsføringssammenhæng. De fleste kender kun Frelsens Hær fra juleindsamlinger foran stormagasinerne, men efterhånden er konkurrencen om de penge, folk bruger på nødhjælp, blevet skærpet, og Frelsens Hær ønsker naturligvis at få sin del af kagen og i samme ombæring børste støvet af sig, siger tekstforfatter Thomas Fisker, enVision. Han oplyser, at organisationen efterhånden har 113 år på bagen.
– Plan International og Røde Kors har millionbudgetter til markedsføring, men det har Frelsens Hær ikke. Derfor er vi nødt til at være kreative på anden vis, og vi har således valgt at fokusere på hærens indsats herhjemme og gøre det på en måde, som vi håber, får folk til at stille spørgsmålstegn ved hele den måde, vi lever på og spørge sig selv: Er det nu også et velfærdssamfund, vi har fået indrettet?

HJæLP TIL CORCORDEOFRENES EFTERLADTE
– Der er mange ting, folk ikke ved om Frelsens Hær. Da Concorden for nyligt styrtede ned, sendte Frelsens Hær således fire frelsersoldater ned for at yde omsorg for de efterladte. Og Frelsens Hær yder også nødhjælp rundt omkring på kloden, forklarer Thomas Fisker.
Han understreger, at Frelsens Hær er en organisation, som både hjælper lokalt og globalt. 125.000 danskere får hvert år hjælp af hæren, for eksempel på et af dens nødherberger, i form af julepakke eller via en af de vuggestuer, hæren driver.
– Frelsens Hær har et godt ry og er ikke skæmmet af skandaler. Det tror vi betyder meget for den almindelige dansker, som er kørt træt af alle lobbyisterne og så videre. Det er jo menneskeliv, det her handler om, ikke Millionærchancen. Vi tror, at folk gerne vil hjælpe med hjertet og derfor gerne vil støtte Frelsens Hær, siger Thomas Fisker.
En landsdækkende kampagne varer to uger – 38 og 39 – og følges op af lokale aktiviteter. Og Thomas Fisker understreger, at kampagnen følges op, vi kommer til at se meget mere til Frelsens Hær i den kommende tid.
Teamet bag kampagnen er udover Thomas Fisker, Heidi Hansen, Janne Madsen og Anders Kavin.