Så kom de første “oplags- eller besøgstal“ for danske websites. Det sker cirka et år efter Fakdis (Foreningen af Kommercielle Danske Internet Sites) blev dannet af en række af de store udbydere. Alle er enige om, at der er gået for lang tid. Men nu er de her altså.
Den målemetode, som Fakdis har valgt er Webtrends, der er en forholdsvis billig løsning i forhold til fx den svenske, der arbejder med en black box-løsning. (Sjovt nok har man åbenbart ikke kunne enes internationalt om en målemetode på dette første verdensomspændende medie!).
Da Fakdis meldte, at de havde valgt Webtrends, meldte flere mediebureauer, DRB og Annoncørforeningen, at de ikke var tilfredse med valget. Mediebureauerne og DRB følte sig også dårligt informeret af Fakdis. Meldingerne resulterede i et møde, hvor “luften er blevet renset“.
– Samarbejdet går nu som det skal. Vi har talt forbi hinanden. Nu er vi i gang med februar som testmåned, fortæller formanden for Fakdis, Michael Vad, Egmont Online.
DRB støtter således nu Fakdis valg af målemetode, men er endnu ikke tilfredse med kontrol og detaljeringsgrad.
– Dansk Oplagskontrol ville være et naturligt valg af kontrol-instans, men den del er endnu ikke aftalt. Herudover mener vi ikke, at detaljeringsgraden er opfyldt, siger Jan Maagaard, DRB, og fortsætter:
– Vi ved godt det teknisk er et vanskeligt område, fordi mange “støjkilder“ påvirker tallene. Og det er da forståeligt af konkurrencehensyn, at man vil holde tal “tæt til kroppen“, men som med de trykte medier, hvor vi varetager de rådgivende funktioner, må vi have tilstrækkeligt talgrundlag. De nuværende er ikke tilstrækkelige, fastslår Jan Maagaard.
Han sammenligner konkurrencehensynene på websites med hensynene på dagbladene, hvor det nu er muligt at få nødvendig dokumentation for sektionernes læsertal.
Jan Maagaard vil gerne på DRBs vegne deltage i en styregruppe sammen med Fakdis og Annoncørforeningen for at komme over den nuværende situation. Parterne har aftalt nyt møde.