Blot to måneder efter, at CityMail annoncerede, at man etablerer sig som udfordrer på det danske postmarked inden årsskiftet, sender postvirksomheden sit første produkt på gaden i Danmark. Det drejer sig om eksportpost fra Danmark til Norden og resten af Europa – et produkt, som CityMail i Sverige har haft succes med gennem de seneste tre år.
– Vi har tilbudt vores kunder i Sverige international post siden 2003, og specielt banker, forsikringsselskaber og større virksomheder, der vil kommunikere med mange kunder, benytter sig af vores tilbud for at nå ud til deres kunder i andre europæiske lande, siger Lasse Larsson, Sales Manager International, CityMail International.
I Sverige er international post på tre år kommet til at udgøre ca. 15 procent af omsætningen i CityMail.
CityMail arbejder udelukkende med erhvervspost, dvs. de adresserede forsendelser, som virksomheder sender til privatpersoner og til andre virksomheder – f.eks. kataloger, regninger og kontoudtog. Man er i øjeblikket i færd med at opbygge organisationen i Danmark. Ledergruppen er ved at være på plads, og hen over sommeren skal man i gang med at ansætte de ca. 300 bude, der skal stå for omdelingen af post i hovedstadsområdet fra omkring årsskiftet. pia