Som organisation har atp en unik kundebase: 3,4 millioner danskere, hvilket er lig med det meste af den voksne danske befolkning, der således har penge stående hos selskabet.
Med en sådan kundebase må kommunikation være en smal sag: send et brev. Og det gør atp da også mindst en gang om året. Alligevel tager selskabet i aften et nyt medie i brug: det ultimative massemedie i form af tv-reklamer.
Spottet er skabt af DDB og skal fortælle om den særlige pensionsopsparing (SP) hvor regeringen har indført et såkaldt frit valg. Det betyder, at folk selv kan bestemme, hvem der skal råde over det beløb, der står på den særlige SP-konto. SP er en bunden opsparing, der blev indført for nogle år siden.
– Med det frie valg følger der også en forpligtigelse til at informere folk om muligheden, og den forpligtigelse rækker videre end blot at nævne det i den årlige udsendelse, hvilket vi gjorde i maj-juni. Og her har vi altså vurderet, at tv er den enkleste og billigste metode til at udbrede kendskabet til det frie valg og SP, siger marketingchef Annemette Broch fra atp.
Op til udsendelsen i maj-juni var der faktisk kun 3 pct. der kendte til det frie valg, men hun har ingen præcise målinger, der kan fortælle, hvor meget kendskabet er blevet løftet nu.
– Vi har helt klart indikationer på, at det er blevet løftet men ikke nok. Det er i øvrigt ikke kun et spørgsmål om at løfte kendskabet til det frie valg. Mange mennesker ved faktisk ikke engang, at de har en såkaldt SP-konto, så det skal vi også have fortalt dem, siger Annemette Broch.
Spottet på TV2 vil køre frem til den 25. november. Desuden vil der i uge 47 køre et spot på DRs OBS-blokke. Her er der tale om et længere spot, der forklarer mere end TV2-spottet. Til januar vil der komme et nyt spot på tv i forbindelse med etableringen af Folkebørsen. fin