Kampen om produktionen af tilbudsaviser har været hård rigtig længe, men i dag udviklede slagsmålet mellem envision og AdPeople sig til et blodbad, da Mona Juul og envision beholdt sin største kunde Føtex, der i mere end 20 år har lagt ansvaret for den kreative udvikling og produktion af kædens tilbudsavis i Århus hos envision. Føtex-avisen er i øvrigt Danmarks mest læste tilbudsavis.
Udvikling og produktion af Føtex-avisen er en stor og meget ressourcekrævende opgave, både når det gælder mandetimer, teknologi og kreative og digitale kompetencer. Når det logistiske setup først er på plads, er det meget svært for en konkurrent at overtage produktionen. Men det har AdPeople forsøgt hen over foråret, og øvelsen var meget tæt på at lykkes.
Mona Juul nægtede dog at lægge sig frivilligt, og derfor har envision og Føtex gennem det sidste halve år arbejdet intensivt på en ny løsning, hvor avisen produceres med færre ressourcer – inden for rammerne af en enkel produktionsproces.  Modellen er nu udviklet og vil blive implementeret ved årsskiftet.
‒ Der er tale om en væsentlig omlægning af avisproduktionen, som afspejler markedsudviklingen på dette område. Men vi er klar til det nye set-up. Dels har vi gennem en årrække arbejdet intensivt med automatisering for at reducere omkostningerne til den ressource- og produktionstunge del af avisproduktion. Og sidste år købte vi 50 pct. af virksomheden Minh Graphic i Vietnam. Som en konsekvens af den nye aftale med Føtex vil en betydelig del at produktionsarbejdet på Føtex avisen gradvist blive udfaset på bureauet i Århus ‒ og i stedet blive udført af Minh Graphic, siger adm. direktør hos envision, Mona Juul.
Det strategiske og kreative arbejde med tilbudsavisen vil fortsat blive håndteret hos envison i Århus. Men summa summarum: Føtex avisen har i mange år været den største enkeltopgave på bureauet, og den aftalte omlægning til en ny produktionsproces får konsekvenser for envisions fremtidige organisation.
‒ Udfasningen af produktionsarbejdet til Vietnam indebærer en nødvendig afskedigelse af 37 af envisions 114 medarbejdere. Der er her tale om medarbejdere, som direkte og indirekte har haft tilbudsavisen som deres hovedbeskæftigelse på bureauet, fortsætter Mona Juul. Også den digitale direktør og partner Ronni Madsen har fået silkesnoren.
‒ Vi er meget berørte over, at vi skal sige farvel til en stor gruppe loyale medarbejdere i løbet af den kommende periode. Men den teknologiske udvikling ‒ og markedskravet om at kunne producere avisen til en markant lavere pris ‒ nødvendiggør dette skridt, tilføjer direktøren.
Mona Juul ønsker ikke at sætte tal på, hvor meget envision er tvunget til at sænke prisen, men ifølge Markedsførings oplysninger, drejer det sig i runde tal om en besparelse på op mod 40 pct. for Føtex.
‒ Vi har gennem længere tid forberedt os på de ændrede markedskrav – og har en klar strategi for vores fremtid.  Frem for alt vil vi fastholde vores position som Danmarks førende detailbureau – og det vil vi gøre med et stærkt hold på 77 medarbejdere. Vi har i flere år arbejdet målrettet på en videnbaseret tilgang til vores forretning og vores løsninger. Vi har investeret i ny viden, nye systemer og effektive processer. Vi har sagt farvel til en række ikke-rentable kunder. Og vi har besluttet, at envision skal styrke sin rolle yderligere som en af de ledende aktører i reklamebranchen, når det gælder strategisk kreativitet – ikke mindst indenfor kædemarkedsføring, dagligvarer og fødevarer, slutter Mona Juul.
Om de 37 fyringer betyder, at envision flytter til nye lokaliteter, er endnu ikke besluttet. Hos AdPeople tager man stoisk til situationen:
‒ Vi blev inviteret til at komme med et løsningsforslag, og det gjorde vi. Vi har en løsningsmodel for fx produktion af tilbudsaviser, der baseres på tre holdskift i Bangladesh, hvor vi har indført den nyeste teknologi, og hvor vi ved, at modellen er robust og virker. Og derfor har vi ikke problemer med at give kunderne signifikante prisreduktioner i forhold til det danske marked. Endelig er vi hurtigere i time-to-market i forhold til det, der typisk tilbydes på det danske marked, siger Ronnie Job, CEO hos AdPeople og Enfatico.
Han ønsker ikke at forholde sig til, hvorfor AdPeople ikke vandt opgaven. ”Der kan være mange grunde til det, men jeg er sikker på, at vi leverer en ydelse, der redefinerer markedet,” slutter Ronnie Job.