Per Bank, topchef i Dansk Supermarked, sætter nu for alvor ind i kampen om markedsandele.

Det sker på et tidspunkt, hvor flere konkurrenter også opruster, mens udsigten til lav vækst i forbruget fortsætter ind i 2013. Det skriver Børsen fredag morgen.

– Der har været lav vækst, og det vil der formegentlig også være fremadrettet. Derfor er det vores opgave at gå ind og vinde markedsandele, siger Per Bank til Børsen.

Tidligere har kampen om forbrugerne og markedsandelene været mellem Dansk Supermarked og Coop, men nu kommer også udenlandske spillere, som Rema 1000, Lidl og Aldi, og købmændene på banen.

Det viser en ny prognose fra analysefirmaet Retail Institute Scandinavia.

– Konkurrenterne bliver dygtigere, og det vil være med til at øge konkurrencen. Købmændene har en svær rejse for sig, men man må aldrig undervurdere sine konkurrenter og blive for arrogant, siger Per Bank.

Direktør for Retail Institute Scandinavia, Henning Bahr, tvivler dog på, at Dansk Supermarked kan øge sine markedsandele markant i Danmark. Han vurderer, at det bliver svært at slå de skarpe konkurrenter. Topchefen stiler dog fortsat efter at øge lønsomheden.

– Jeg skal gå efter vækst, men jeg skal vækste mere på bundlinjen end på toplinjen. Vi skal bygge en langsigtet forretning, som gør værdien af Dansk Supermarked lang større. Det gør vi ved at blive større på markedet, hvor vi allerede er, og på sigt også komme ind på nye markeder, konstaterer Per Bank.

 

Jyllands-Posten