Føtex er kommet i slagsmål med Marlboro Classics om retten til at sælge mærkevaretøjet. I går blev mere end 20 Føtex-butikker over hele landet lænset for Marlboro Classics-tøj. Lokale butiksindehavere og medarbejdere hos tøjmærkets importør opkøbte simpelthen Føtex-varehusenes udvalg. Aktionen skyldes ifølge importøren, at der var tale om vareprøver fra en gammel kollektion.
– Det fortæller Føtex ikke noget om i markedsføringen. I stedet snyder de kunderne og det kan resultere i at kunderne synes Marlboro Classics er noget møg. Vi har en stærk mærkevare som andre ødelægger og det er jeg ikke interesseret i, siger direktør Martin Nielsen fra Lain Import til Jyllands-Posten. Han vil nu undersøge muligheden for at politianmelde Føtex for falsk markedsføring.
Dansk Supermarkeds informationschef Poul Guldborg er parat til at mødes med importøren i dag for at få dokumenteret, hvorvidt tøjet er fra tidligere kollektioner.