Forældre og børn har i øjeblikket mulighed for at købe kopier af FC Barcelona-trøjer i landets Føtex-butikker.

Men da de ægte trøjer er beskyttet af rettigheder, står der ikke ”FC Barcelona” på Føtex-trøjerne, ligesom fodboldklubbens logo er skiftet ud med et flag. Uheldigvis er det bare et forkert flag. Det er nemlig det spanske, skriver epn.dk

Selvom fodboldklubben spiller i den spanske liga, identificerer klubben sig nemlig ikke med Spanien, men derimod Catalonien, der kæmper for selvstyre.

Ifølge Luna Christofi, der er fodboldekspert for Viasat og bosat i Spanien, vil nogle trække på skulderen over fejlen, mens andre vil være fornærmede og betragte det som forræderi. Hun mener, at det bedst kan sammenlignes med at sætte det engelske flag på en skotsk trøje.

Peter Mouritsen, indkøbschef i Dansk Supermarked, forklarer, at der er tale om en fejl. Normalt plejer trøjerne nemlig at have et ”catalansk look”.

– Vi kan ikke stoppe markedsføringen de kommende uger, men derefter så har vi aftalt med leverandøren, at vi fjerner trøjerne fra vores butikker, og så køber vi ikke flere af modellerne. De kunder, som har købt trøjen, og ikke ønsker at beholde den, er meget velkomne til at komme og bytte trøjen, siger han.

 

Epn.dk