Både kulturminister Brian Mikkelsen (K) og Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, fik verbale øretæver, da statsministeren for første gang kommenterede det aflyste salg af TV2.
Brian Mikkelsen blev irettesat, fordi han har sagt, at TV2 kan risikere at gå konkurs, hvis stationen taber de verserende sager ved EF-Domstolen. Samtidig gjorde Anders Fogh Rasmussen (V) det også klart, at partifællen Jens Rohdes forslag om at gennemtvinge salget ved at indbyde tilbudsgiverne til nye forhandlinger, ikke bliver til noget.
Bemærkningerne faldt på statsministerens ugentlige pressemøde, hvor Fogh slog fast, at salget af TV2 er udsat på ubestemt tid.
Samtidig forsikrede statsministeren, at TV2 i den mellemliggende tid ikke vil få økonomiske problemer:
– Da vil det være et helt centralt mål for regeringen at sikre, at TV 2 har de fornødne udviklingsmuligheder, og at vi også i de kommende år har et stærkt TV 2, der kan stå som en ligeværdig konkurrent til Danmarks Radio, når det gælder nyheder og public service i det hele taget, sagde statsministeren.
Først i marts og april fik staten kendskab til to retssager, som er anlagt ved EF-Domstolen af henholdsvis SBS Broadcasting, der står bag TvDanmark og MTG, som ejer TV3.
De to selskaber er utilfredse med, at staten har givet TV 2 en såkaldt rekapitalisering og altså tilført penge til konkurrenten.
Beslutningen om at stoppe salget blev truffet efter råd fra Kammeradvokaten og statens finansielle rådgiver, som mente, at usikkerheden om udfaldet af EU-retssagerne stiller sælgeren, staten, i en dårlig forhandlingssituation.