– Regeringen er enig i uge- og månedsbladenes store betydning for mangfoldigheden i mediebilledet. Bladene er vigtige for udveksling af information og den generelle menings- og holdningsdannelse. Regeringen vil derfor også fremover begunstige udgiverne af uge- og månedsblade ved momsfritagelse af nyhedsformidlende udgivelser og almennytte foreninger, samt tilskud til politiske og kulturelle foreninger (herunder idrætsforeninger) fra de forskellige puljer af tips- og lottomidler, skriver pressens minister.
Blandt de nuværende publikationer i bladordningens ikke-dagbladsfraktion er der ikke mange blade ud over Weekendavisen og Computerworld, som er begunstiget af nulmoms, så sætningen om momsfritagelse må være en udvidelse.
Videre i svaret gentager Anders Fogh Rasmussen sin finansminister Thor Pedersens (V) argument om, at statens tilskud på 180 mio. kr. til postomdeling af uge- og månedsblade kan bruges bedre, nemlig til at styrke fagligheden i folkeskolen.
– Regeringen har lagt vægt på den igangværende liberalisering af postsektoren, der betyder bedre muligheder for udbringning. Også de bedre muligheder for at formidle nyheder via internettet bidrager til at reducere behovet for ordningen, fortsætter Anders Fogh Rasmussen.
Derefter nævner han afbødningspuljen på 30,8 mio. kr. til distribution af uge- og månedsblade med ‘støtteværdige formål’:
“Kulturministeriet vil nu lave et oplag til, hvilke blade der skal støttes fra puljen. Samtidig vil momsfritagne uge- og månedsblade fortsat få bladtilskud.”
Endelig erklærer statsministeren i overensstemmelse med dagbladsafsnittet i regeringsgrundlag II fra i onsdags, at “da dagbladene har en helt særlig betydning for den demokratiske debat, vil regeringen søge at videreføre de nuværende tilskudsordninger til dagbladene”.
Skatteminister Svend Erik Hovmand (V) fastslår ligeledes på regeringens vegne, at der ikke røres ved avisernes nulmoms.
Skatteministeren forklarer i sit svar til Jacob Buksti, at nulmomsen for dagblade kan opretholdes, da den eksisterede før overgangsbestemmelserne i EU’s 6. momsdirektiv blev vedtaget./Dj