Det britiske stormagasin Fortnum & Mason, der er kendt for sine fødevarer og er mange Londonturisters foretrukne adresse, har på det seneste været udsat for et uventet bombardement fra brugerne i cyberspace, som stormagasinets PR-apparat næppe havde forudset.
Det skriver Politiken.
Mens stormagasiner som Selfridges og Harvey Nichols har stoppet salget af den omstridte franske gåseleverdelikatesse foie gras, har Fortnum & Mason fortsat salget.
Og da Fortnum & Mason valgte at sælge en særlig picnickurv med foie gras og andre delikatesser i anledning af den britiske dronnings diamantjubilæum i begyndelsen af juni, satte man ild til lunten blandt dyreværnsaktive Facebookmedlemmer.
Lige siden er stormagasinet blevet overdænget med protester og kommentarer på Facebook.
Protesterne viser, hvor stor indflydelse brugerne af de sociale medier kan have, for bombardementet har været så massivt, at Fortnum & Mason i maj bad brugerne på Facebook om at undgå at bruge F&M’s side som forum for kritik og diskussion og i stedet henvende sig på e-mail.
Men det pustede kun endnu mere til balladen, som er fortsat ufortrødent lige siden.
Politiken