Det danske adtech-selskab Adform indgår nu samarbejde med den uafhængige, amerikanske annonceplatform Magnite om at skalere førsteparts ID’er med sikkerhed og privacy for øje.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

Baggrunden er den kommende udfasning af tredjepartscookies, der betyder, at den digitale reklamebranche skal etablere fremtidssikre ID-løsninger for både udgivere og annoncører.

Det oplyses, at Adform og Magnite har undersøgt eCPM-indtjeningen for hver 1000. annoncevisning – baseret på førsteparts ID’er, heriblandt på browsere som ikke tillader tredjepartscookies som for eksempel Firefox og Safari.

Resultaterne fra første kvartal 2021 viste, ifølge meddelelsen, at eCPM steg med mere end 30 procent sammenlignet med eCPM’en for annoncekøb, som ikke var baseret på førsteparts ID’er. Samtidig blev click-through-rates fordoblet.

I undersøgelsen analyserede man 9.500 kampagner, og da Adform modtog førsteparts ID’er, kunne man se det stigningen, oplyses det.

– Vi er ikke overraskede over, at vi ser et løft i omsætning for udgivere og klikrater for annoncører, når der er et ID til stede, siger Tom Kershaw, Chief Technology Officer hos Magnite, i meddelelsen.

Han fortsætter:

– Det, der er mest opmuntrende, er den store stigning i eCPM’s, vi har set i vores undersøgelser med Adform, og hvordan det forhåbenlig motiverer udgivere til i højere grad at anvende løsninger som SharedID for at forbedre deres performance.

Jakob Bak, medstifter af Adform, siger:

– Vi ser store forbedringer, når udgivere vælger førsteparts ID’er og i endnu højere grad, når de bruger førstepartsdata. Virkningen er naturligvis langt mest bemærkelsesværdig på Safari, hvor cookie-ID’er ikke er tilgængelige. I Adform oplever vi, at indkøbet af annoncevisninger på Safari er fordoblet netop på grund af førsteparts ID’er, hvilket jo er lovende, når vi kigger fremad i forhold til, at Chrome udfaser tredjepartscookies i løbet af 2022.