Vi handler mere og mere på nettet, og den stigende omsætning vil en af Danmarks største elektronikkæder, Fona, nu sikre sig en større bid af.
Derfor indleder elektronikkæden, der har 62 butikker landet over og omsætter for over to milliarder kroner, en omfattende digital satsning.
– Når du handler i Fona, får du ikke blot rådgivning og gode tilbud, men også sikkerhed og tryghed. Målet med dette projekt er at udbygge den unikke position, vi har blandt forbrugerne, så den fungerer på tværs af alle kanaler – også til kunderne, der vælger at handle online, siger administrerende direktør Michael Kjær.
Valgt efter budrunde
Projektet er en relancering af Fonas onlineunivers, og det realiseres i samarbejde med det digitale bureau, webdanmark.com, og Fonas reklamebureau, Sunrise.
Mens Sunrise gennem en årrække har fungeret som fast samarbejdspartner, så er webdanmark.com valgt efter en udbudsrunde.
– Efter en udbudsrunde blandt fem seriøse tilbudsgivere faldt valget på webdanmark.com. Det var bureauets erfaring med dansk detailhandel, der overbeviste ledelsen hos Fona, siger Michael Kjær.
Han fortæller videre, at webdanmark.com kunne forklare, hvordan værdikæden skrues sammen, så så alt fra produktdata over ordrehåndtering til online marketing går op i en højere enhed.
– De lagde ikke blot vægt på de tekniske aspekter af selve e-handelsløsningen, men synliggjorde hvordan man styrker samspillet mellem de fysiske og virtuelle kanaler, slutter Michael Kjær.
Fonas digitaliseringsprojekt realiseres i løbet af foråret.