Fona har de sidste par måneder sonderet markedet for nyt bureau-samarbejde efter detail-kæden for et par måneder siden valgte at stoppe samarbejdet med BBDO. Det blev bureauet Enterprise som vandt Fona-budgettet. Fona har udover Enterprise også snakket med Propaganda, Robert/Boisen & Likeminded, Halbye&Kaag og La Familia. Opløbet stod mellem Propaganda og Enterprise.
Ifølge Henrik Engel, vice adm. dir. hos Fona, har man bevidst søgt efter et bureau, der var mindre end det tidligere bureau, men det var vigtigt, at det nye bureau stadigvæk skulle være stærke såvel kreativt som strategisk.
– Det har også været vigtigt, at bureauet havde fokus på det forretningsmæssige, så vi kunne få skabt et stærkere brand, siger Henrik Engel, der har mødt mange gode bureauer på sin vej. At det endte med Enterprise handler især om bureauets erfaring med detailhandlen.
– Mange bureauer har den erfaring, men Enterprise har i deres nuværende virke mere praktisk erfaring end de andre bureauer, vi snakkede med, siger Henrik Engel, der også fandt det vigtigt, at bureauets ejerne er med i det daglige arbejde. Han synes også, at den kommunikation som Enterprise står for passer godt til Fonas stil.
– Det har været vigtigt for os, at den kommunikation, som skal skabes for Fona ser ordentligt ud. Men den må også godt være lidt frisk, uden at der går Palles Tivoli i den, siger han.
Fona har fra begyndelsen lagt vægt på, at samarbejdet med det nye bureau ikke nødvendigvis skulle indeholde al produktion af reklame og annoncer. Fx kunne den store produktion af kataloger lægges ud på andre bureauer. Løsningen er ifølge Henrik Engel blevet den, at knuderne omkring bureaupartnere bindes sammen af Enterprise, hvilket betyder, at selve produktionen koordineres af bureauet. Hvilke bureauer der skal stå for den, tager Fona og Enterprise fat på de næste måneder.
I løbet af det tidlige efterår overtager Enterprise også Fona’s massekommunikation efter BBDO. Det nye bureau skal stå for at tage de første skridt i at give den gamle elektronikkæde en ny profil.
– Der bliver ikke tale om en revolution, men en bevægelse over en længere periode, hvor vi vil ændre os til at blive en friskere elektronikkæde. Fona er et meget stærkt brand, men færre og færre kunder kan pege på, hvad der er vores profil. Vi har mistet noget af glansen. Det er den glans, vi nu skal have tilbage, siger Henrik Engel.
jür