En stribe kapitalfonde kan være tæt på at sælge ud af danske virksomheder, efter at et lille vindue i markedet synes at have åbnet sig på klem, skriver Børsen.

En af de store handler, der kan være med til at sparke vinduet op på vid gab, er EQT’s salg af den kommunale IT-kæmpe KMD, som er langt i processen, erfarer Børsen.

Sporene fra sidste forår skræmmer dog, og den erfaring kan få fondene til at ryste på hånden og tøve med at sætte salgsprocesser i gang nu og her. For et år siden voksede lignende gode takter frem, og de fik flere til at hive salgsprospekterne op af skuffen. Men ikke så snart havde de trykket på knappen, før den sydeuropæiske gældskrise hen over sommeren og i efteråret 2011 væltede alle planer.

 

Børsen