Food Focus er navnet på en segmenteringsanalyse, der er udviklet af Jysk Analyseinstitut A/S i samarbejde med forskere på MAPP Centret, Handelshøjskolen i Århus. Der er i den forbindelse gennemført en omfattende repræsentatativ forbrugerundersøgelse her i foråret 1999. Segmenterne og andre resultater af undersøgelsen, vil blive præsenteret af professor Carsten Stig Poulsen på en konference, som jysk Analyseinstitut afholder tirsdag d. 1. juni kl. 8,30 – 16.45 i Gammel Dok, Strandgade 27B i København.
På konferencen vil der desuden være indlæg af bl.a. professor Klaus G. Grunert og forsker Lone Bredahl, MAPP Centret, direktør Mads Ruby, konsulent Anne C. Bech og markedsanalytiker Jørgen Haller, Jysk Analayseinstitut.
Konferenceafgiften er kr. 2.500.- ekskl. moms og omfatter bla. Food Focus Rapporten ’99, som vil blive udleveret på konferencen. Seneste tilmeldingsfrist er 21. maj på tlf. 9811 4090, fax. 9811 4096. Email: email@jyskanalyse.dk

FORSKNING I MæRKEVARELOYALITET
På Odense Universitet, Institut for Afsætningsøkonomi, arbejder cand. merc. Morten Kjær Jensen på en ph.d. afhandling om mærkeloyalitet. Interessen for dette emne udspringer fra hans erfaringsmæssige baggrund hos to af landets store mærkevareleverandører, MD Foods og Nestlé Danmark, hedder det i et nyhedsbrev fra instituttet.
I de senere år kan der blandt mærkevarevirksomheder og reklamebureauer konstateres en stigende frustration over ikke at kunne fastholde mærkevareloyale forbrugere. Virksomhederne og reklamebureauerne har svært ved at forstå, hvorfor den mærkeloyale forbruger forsvinder.
Formålet med afhandlingen er at komme nærmere en forståelse af de socialpsykologiske/kulturelle dynamikker, der spiller ind på en mærkevares overlevelse og succes på forbrugermarkedet – herunder især hvordan bindingen mellem mærkevare og forbruger i dag kan beskrives og forstås (loyalitet vs. troløshed). Denne viden skal have til hensigt at gøre det nemmere for virksomheder og reklamebureauer at udarbejde mere langsigtede og effektive mærkevarestrategier – især på kommunikationssiden.

DET GENERALISEREDE INDKøBSPROFILKORT
Selv om det Indkøbsprofilkort, som docent Jørgen Kai Olsen, introducerede for et par år siden, har været anvendt flere gange i praksis, mener han ikke, det har fundet sin endelige udformning. Det vil altid kunne forbedres, dels ved større eller mindre ændringer af de oplysninger, der allerede indgår i det, dels ved supplering med nye oplysninger, som skønnes relevante.
I et nyt working paper fra Center for Detailhandelsstudier, Institut for Afsætningsøkonomi, Handelshøjskolen i København, foreslår Jørgen Kai Olsen nogle ændringer og udvidelser med henblik på en egentlig generalisation af Indkøbsprofilkortet. Han konkluderer, at det oprindelige Indkøbsprofilkort giver tilstrækkelig information, hvis man kun ønsker at studere hovedtrækkene af indkøbsadfærden og butiksloyaliteten på et givent marked, medens Det Generaliserede Indkøbsprofilkort bør benyttes, hvis man ønsker at foretage en mere detailleret analyse af indkøbsadfærden og butiksloyaliteten. Det oprindelige Indkøbsprofilkort blev i øvrigt præsenteret på en EMAC (European Marketing Academy) konference i Stockholm i 1998.