Midt i oktober udkom det første nummer af ØresundsMagasinet Privat. En avis der fremover vil blive distribueret hver måned til omkring 50.000 private husstande i København og 50.000 i Malmø. Den er udelukkende annoncefinansieret og henvender sig til en nøje udvalgt målgruppe; nemlig forbrugere med både uddannelse og pengepung i orden.
– Vi går direkte efter folks tegnebog, og derfor udsender vi for eksempel flere aviser på Østerbro end på Nørrebro og Vesterbro, fortæller Knud Meldgaard. Han er direktør i MeldgaardGruppen AB – en dansk/svensk medievirksomhed, der blandt andet også udgiver ØresundsMagasinet Business to Business. Begge magasiner er i tabloidformat, de er let tilgængelige og positivt indstillet.
ANNONCøRERNE BESTEMMER UDGIVELSEN
– Vi har hverken opfundet jul eller den dybe tallerken, og vi skal ikke nødvendigvis dække de helt aktuelle begivenheder. Men konkurrence er sundt – også selvom de tillæg Berlingske Tidende og Politiken laver er fremragende. De er en slags storebrødre, forklarer Knud Meldgaard og mener, at både ØresundsMagasinet Privat og B-t-B kan gå under citatet “If you can’t beat them – join them“.
Og bladrer man lidt i det første 16-siders nummer af ØresundsMagasinet Privat bærer det da også præg af mange annoncer og lette historier med forbrugerstoffet som udgangspunkt. Annoncer for blandt andet vin, møbler, festkjoler og restauranter – og artikler om kultur, mad og sundhed. Altsammen målrettet de købelystne danske og svenske forbrugere. Det redaktionelle fylder cirka 40% af avisen og annoncerne 60%, men Knud Meldgaard pointerer, at der er vandtætte skodder mellem redaktion og annonceafdeling.
– Vi laver ikke luderjournalistik, for det er som at tisse bukserne for at holde varmen. Hvis en virksomhed ønsker at gøre særlig opmærksom på sig selv, kan de købe et virksomhedsportræt, siger han og er samtidig ikke bleg for at indrømme, at annoncørerne er med til at bestemme ØresundsMagasinets udgivelse. For eksempel udkommer årets sidste nummer i ugen mellem jul og nytår for at tage hensyn til udsalgsræset.
– Du danser jo bare efter erhvervslivets pibe, som en af mine kolleger i branchen sagde. Men til det måtte jeg altså svare nej, for selvfølgelig skriver vi om erhvervslivet, men vi gør det ud fra en positiv vinkel. Vi prøver simpelthen at finde det positive i historierne, påpeger Knud Meldgaard, der nu primært taler om B-t-B udgaven. Han forklarer også, at ØresundsMagasinet B-t-B fungerede som en slags mental bro indtil broen åbnede.
– Nu har vi aftjent vores værnepligt, og B-t-B udkommer derfor fra og med næste år i A4-format hvert kvartal. Til gengæld bliver det på glittet papir og med flere dybdeborende artikler, siger han.
For privat-udgaven er den foreløbige målsætning at blive en 14-dages avis med et oplag på 100.000 i Københavnsområdet og distribution til samtlige husstande i Malmø.