En omsætning på mere end 10,6 milliarder dollar – svarende til knapt 66 milliarder danske kroner – og dermed en vækst på 3,5 procent.
Det er hvad den globale teknologi- og rådgivningsvirksomhed, Accenture Interactive, der blandt andet ejer det danske bureau Hjaltelin Stahl, kan prale at have leveret i 2020.
Dermed kan Accenture Interactive, ifølge Ad Ages Agency Report 2021, for sjette år i træk kalde sig verdens største digitale bureaunetværk.
Det oplyses i en pressemeddelelse.

– Som udgangspunkt er det en bekræftelse af, at vores ambition om at skabe verdens største human-centred experience agency er rigtig – og det er det, kunderne efterspørger, siger Christian Dam, der er ansvarlig for Accenture Interactive i Danmark, i meddelelsen.
Globalt og lokalt
Accenture Interactive købte Hjaltelin Stahl i 2019, og ifølge Christian Dam er det ”kombinationen af consulting og transformation sammen med det at være et ægte kreativt bureau og så hele Accentures gigantiske it-powerhouse, det oplever vi, at de store kunder efterspørger.”
Analysen fra Ad Age er baseret på en evaluering af de samlede indtægter fra mere end 400 bureauer, netværk og virksomheder i Accenture Interactive i 2020.
Accenture har globalt 537.000 ansatte og betjener kunder i mere end 120 lande.