Med en omsætning på 39,6 millioner kroner og et resultat før skat på 4,7 millioner kroner er kommunikationsbureauet LEAD kommet styrket ud af et usædvanligt år.

Resultatet efter skat endte på knap 3,7 millioner kroner mod 2,7 millioner kroner i 2019 – svarende til en vækst på 36 procent. 

Det fremgår af bureauets årsregnskab for 2020, og ifølge Søren Kaster, adm. direktør, LEAD Agency, er tallene ”resultatet af en eminent holdindsats”:

– Væksten er båret igennem af et hold, som jeg virkelig er stolt over. Kæmpestor tak til alle. Vi glæder os til for alvor at sige tak for kampen, når vi igen må skåle og danse andre steder end på Teams, siger han om året, der også hos LEAD har været usædvanligt.

Det begyndte fint …

I starten af 2020 så det hele således lyst ud, og LEAD hoppede ind i 2020 med det bedste resultat nogensinde i ryggen. 

Det så også godt ud i årets første måneder, hvor der blev eksekveret på en ambitiøs vækststrategi med nye forretningsområder, nye kollegaer og en forventet vækst på både top- og bundlinje. 

Men så kom corona. Og dermed både usikkerhed – og en kollektiv lønnedgang:

Om LEAD

Kommunikationsbureauet LEAD blev stiftet i sommeren 2007.

Bureauet har i dag 34 medarbejdere.

Ejerkredsen og partnergruppen består af Søren Kaster (CEO), Peter Albæk, Lars Volle, Anita Baun Hørdum, Eva Svavars, Barbara Saitta Bregendal, Farshad Shirmohammadi (CFO) og Amalie Gaardbo.

Torsten Jansen er associeret partner.

Den daglige ledelse består af Søren Kaster (CEO), Anita Baun Hørdum, Eva Svavars og Farshad Shirmohammadi (CFO).

Thomas Ladefoged er formand for bestyrelsen.

– Som alle andre stod vi i foråret 2020 i en situation, hvor vi hurtigt måtte handle uden helt at vide, hvad vi som bureau var oppe imod, siger Søren Kaster og tilføjer:

– Hvor vi med et godt resultat i ryggen normalt ville sætte snuden op efter nye eventyr, satte vi i stedet snuden i sporet. Vi knoklede løs med det korte lys tændt for at rette ind efter udskudte projekter og et aflyst Folkemøde. Det fik os tilbage på sporet, og da sensommeren endelig kom, betalte vi med stor lettelse lønnedgangen tilbage og fandt vækstplanerne frem igen.

Fuld damp på 2021

Forventningerne til 2021 peger i retning af fortsat vækst, oplyser bureauet.

Og i første kvartal lancerer man en ny bæredygtighedsydelse i samarbejde med The Footprint Firm.

– Vi har med hjælp fra The Footprint Firm siden 2019 fået styr på vores egne reduktionsmål og naturligvis sat handling bag. Alene i 2020 reducerede vi 200 ton CO2 fra atmosfæren, og som virksomhed er vi i dag CO2-negative, siger Søren Kaster.

Han tilføjer:

– Nu går vi sammen i markedet med en ny bæredygtighedsydelse, som vi inden længe glæder os til at fortælle meget mere om.  

Ifølge LEAD’s foreløbige oplysninger vil man ”med rådgivning og eksekvering bl.a. hjælpe danske og internationale virksomheder med at udkomme internt og eksternt med de mål og handlingsplaner, der kan bidrage til en bedre verden.”

Nøgletal for LEAD

(tDKK)                                  2020              2019
Omsætning                          39.602            39.026
Resultat før skat                   4.751             3.542
Årets resultat                       3.691             2.706