3F har anmeldt budfirmaet Forbruger-Kontakt til Arbejdstilsynet for at bryde arbejdsmiljøloven. Det gælder blandt andet reglerne om tunge løft, børns arbejdstid og manglende instruktion i arbejdet, skriver Nyhedsbrevet 3F.
Anmeldelsen sker som konsekvens af et debatmøde forleden, som 3F Transport, Logistik & Byg i Århus havde arrangeret, hvor forældre rasede over deres børns arbejdsforhold hos Forbruger-Kontakts lokale distributør i Århus, ALFO Distribution A/S.
– Vi håber, at arbejdstilsynet vil prioritere problemet. Det er unge mennesker, vi snakker om, og de kender ikke de regler der gælder, hvis de får en skade mens de arbejder, siger faglig sekretær i 3F Transport, Logistik & Byg Jan Sylvest Andersen.
Ifølge Jan Sylvest Andersen lever Forbruger-Kontakt ikke op til arbejdsmiljølovens regler om, at arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdet udføres sundheds- og sikkerhedsmæssigt korrekt.
Direktør i ALFO Distribution Lars Lohmann afviser alle anklager.
– Vi har nærlæst arbejdsmiljøloven, og jeg mener ikke, at vi overtræder reglerne. Men gør vi det, må vi naturligvis se på det, for det kan vi ikke have. Det må vi tage stilling til, når arbejdstilsynet har været her, siger han til Nyhedsbrevet 3F.