I alt 13 morgenmadsprodukter fra de to store producenter, Kellogg’s og Nestlé har været under luppen hos 32 forbrugerorganisationer verden over.
Produkterne er blevet undersøgt for mængden af salt, sukker og fedt.
Resultatet viste, at produkterne i nogle lande havde saltindhold på højde med kartoffelchips og et sukkerindhold højere end glasurbelagt kage.
– Det er realiteterne i en verden, hvor hvert tiende barn er overvægtigt, og sygehusomkostninger til behandlinger af fedmerelaterede sygdomme koster landene store summer, siger Camilla Udsen, fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.
Consumers Internationals rapport peger også på produkternes markedsføring som dybt problematisk. Ikke mindst fordi produkterne henvender sig specielt til børn med kendte tegneseriefigurer på emballagerne og online-spil fyldt med skjult reklame for produkterne.
Den massive markedsføring af produkterne over for børn og forældre som en god og nærende måde at starte dagen på er yderst kritisabel ifølge organisationen.
Forbrugerrådet herhjemme ønsker, i lighed med de andre europæiske forbrugerorganisationer, et forbud på EU-niveau mod markedsføring af usunde fødevarer henvendt til børn.