Børn og unge verden over er fejlernærede, og det kan ikke afvises, at den massive internationale markedsføring af fast food og soft drinks er medvirkende årsag.
Eksempelvis er børn helt ned til tre år i sigtekornet for fødevareindustriens reklamer. Det skriver Forbrugerrådet på sin hjemmeside.
Søndag den 15. marts er International Forbrugerdag, og den internationale forbrugerorganisation Consumers International (CI) benytter dagen til at sætte fokus på reklamer med usund mad og drikke, der henvender sig til børn under 16 år.
På dagen udgiver CI en rapport, der beskriver, hvordan de største multinationale selskaber bruger websider til at lokke børn med spil og konkurrencer.
Med kampagneparolen ”New media, same old tricks – junk food websites are getting kids hooked” opfordrer forbrugerorganisationen til, at WHO laver retningslinjer på området.
– Vi har arbejdet hårdt på, at få fjernet de usunde reklamer fra det offentlige rum. Og vi er kommet et stykke, siger Camilla Hersom, formand i Forbrugerrådet, og fortsætter:
– I dag er de fjernet fra tv-programmer for børn, men industrien mangler stadig at vise, at de tager deres ansvar for, at børnene ikke udsættes for en usund levevis, når de f.eks. færdes på nettet, eller de spiller spil på de forskellige populære spil-konsoller.
CI er paraplyorganisation for 220 nationale forbrugerorganisationer i 115 lande, og organisationen vil gerne have reklamer for usund mad og drikke på hjemmesider og på sociale netportaler forbudt. Ligeledes skal det ifølge CI være forbudt for virksomhederne at lokke med gaver og legetøj og at brande sig med kendte personer og tegnefilmsfigurer.
Sidst men ikke mindst skal der ifølge organisationen lovgives om børnereklamer i tv og radio i tidsrummet 06.00 til 21.00.
Forbrugerrådet opfordrer den danske regering til at støtte op om
WHO’s arbejde på området.