Langt de fleste danskere går ind for at køer kommer på græs om sommeren. Men det er faktisk kun økologiske køer, der med sikkerhed kommer ud under åben himmel i sommerhalvåret.

Det ville Økologisk Landsforening på vegne af de økologiske landmænd og de økologiske mejerier Arla, Thise, Naturmælk og Øllingegaard gerne gøre forbrugerne opmærksomme på, og derfor henvendte man sig til reklamebureauet We Love People.

Salget af økologisk mælk er ganske vist igen på vej op efter nogle år med nedgang i salget, men Økologisk Landsforening vurderede, at der var brug for at skabe fortsat loyalitet – og for at fortælle historien om, at økologisk mælk om sommeren er noget helt særligt.

For mælk er netop ikke bare mælk. Og i særdeleshed ikke om sommeren, forklarer projektleder Birgitte Nygaard fra Økologisk Landsforening.

– Om sommeren spiser økologiske køer frisk græs under åben himmel. Det gør økologisk mælk om sommeren til noget helt særligt. Kunne man ligefrem give denne særlige mælk sit eget navn? Det valgte vi at spørge forbrugerne om.

En effektiv bevægelse

Økologisk Landsforening og We Love People valgte derfor at betragte økologi som en bevægelse, hvor producenter og forbrugere står sammen, og man valgte derfor også at benytte de sociale medier til at starte samtalen om merværdien i økologisk mælk.

Andreas Lange fra We Love People fortæller om strategien: 

– Vi åbnede for en samtale, hvor medbrugerne kunne opleve at få ejerskab over en ny variant af mælk samtidig med at hele samtalen blev til en demonstration af budskabet: Økologisk mælk er meget mere end bare mælk. Det er en mælk der følger årstiderne. Det er køer på marken. Det er liv i naturen.

Og det virkede: Over en seks ugers periode blev næsten 400.000 personer engageret i projektet alene via Facebook, og Facebook-siden fik over to tusind nye likes.

Med hensyn til et nyt navn kom der flere hundrede bud ind. Det endte med navnet ”Sommermælk” og fra næste år er det planen, at navnet vil blive brugt på mælkekartoner – og måske også på andre  mælkeprodukter under mærket ”Lavet af Sommermælk”.Som en kulmination på indsatsen, blev der i sidste uge afholdt en event, hvor food-bloggere fra hele landet deltog.

Se mere på Facebook, og på Instagram #sommermælk.