Der bliver set en anelse mere sort på den økonomiske udsigt rundt om spisebordene i de danske hjem. Forbrugerne er blevet lidt mere pessimistiske, når de skal vurdere økonomien nu og i den nærmeste fremtid.
Den samlede indikator for forbrugertilliden var i maj 3,0 mod 4,2 i april, viser tal fra Danmarks Statistik.
– Efter en optur i april gik luften lidt som ventet noget af forbrugertilliden i maj, skriver Niels Rønholt, seniorøkonom i Jyske Markets i en kommentar.
Han mener, at det er uroen omkring de sydeuropæiske landes pengebeholdninger, der smitter af på forbrugernes forventninger.
– Konkret er aktiekurserne faldet lidt tilbage oven på uroen, hvilket i sig selv er et minus. Men samtidig kan den fornyede krisestemning i Europa generelt være med til at trække lidt ned i forbrugslysten, siger han.
Forbrugernes forventninger til den økonomiske form i privaten og på de offentlige budgetter er faldet siden sidste måned.
Der er dog en lysere fremtid i vente, for spørger man forbrugerne om situationen et helt år ude i fremtiden, så vurderer flertallet, at det vil se bedre ud.
– Et højere forbrug er helt nødvendigt, for at økonomien kommer mere i gang. Derfor er dagens lille tilbagegang i forbrugertilliden også en løftet pegefinger, der skal tages alvorligt, siger Niels Rønholt.
/ritzau/