COOP Danmark har fra januar 2004 valgt at lade Post Danmark forestå omdelingen af deres husstandsomdelte tryksager. Forbruger-Kontakt, som er Søndagsavisen a-s’ division for distribution af tryksager og aviser, mister derved en betydelig kunde.
Forbruger-Kontakt’s direktør Benny Lundgaard udtaler i en fondsbørsmeddelelse i dag:
– Tabet af denne kunde er naturligvis overordentlig beklageligt. Imidlertid forventer jeg, at det samlede økonomiske resultat vil forblive nogenlunde uændret, idet tabet vil blive neutraliseret, dels ved generelle prisstigninger, og dels ved rationaliseringer i driften.
På baggrund af flere års priskrige er det nuværende generelle prisniveau for distribution af tryksager meget lavt og bør derfor justeres. Herudover er Forbruger-Kontakt i færd med at etablere grundlaget for meget omfattende rationaliseringer i driften gennem opførelsen af to store nye logistikcentre i henholdsvis Tilst ved Århus og i Taastrup ved København. Effekten af disse rationaliseringer forventes at kunne spores allerede i 2004, hedder det.