Den 1. maj bliver fejret mange steder i verden. Men hvor det før i tiden var en demonstration af arbejderbevægelsens magt, er det efterhånden blevet til en demonstration af dens afmagt.
I år blev der demonstreret og kæmpet i gaderne fra Berlin og Prag til Sidney og Seattle. Med de sædvanlige arrestationer og tilskadekomne i kølvandet på “festlighederne“. I København lykkedes det endda en pige at få knippelsuppe og komme på forsiden af tabloidaviserne. Det eneste sted, hvor festen gik stille og roligt af, var faktisk Moskva!
Når de røde faner ikke smælder så meget som tidligere, skyldes det, at 1. maj i stigende grad er blevet overtaget af interesseorganisationer. De finder sjældent sammen om et politisk manifest. Men i London lykkedes det i år at forene så forskellige kræfter som dyrerettigheds-grupper, antivåbenhandel-grupper, menneskerettigheds-grupper, miljø-grupper og mere almindelige forbruger grupper. Og det på en måde, så det blev set og hørt.

PROFESSIONEL MARKEDSFøRING
Det er internettet, der har æren for, at de mange grupper dels fik koordineret deres aktiviteter, dels fik en masse mennesker på gaden. For selv om den 1. maj i bogstavelig forstand druknede i regn, skønner Metropolitan Police i London, at mellem 8.000 og 10.000 mennesker trodsede vejrguderne.
Hvad der især har undret de engelske medier er, at markedsføringen og planlægningen var helt unik. Det kunne simpelthen ikke være gjort bedre af et reklame- eller PR-bureau.
På bedste markedsføringsmanér blev de begivenheder, der var planlagt for dagen, lagt ud på nettet i god tid. Det skete under den dobbeltbundede titel: May Day Monopoly. Markedsføringen lykkedes – oven i købet uden at det kostede arrangørerne ret mange engelske pund. Frem til den 1. maj sørgede de engelske medier nemlig løbende for, at gud og hvermand var orienteret om May Day Monopoly.
Det engelske Monopolyspil er en fuldstændig pendant til det danske Matadorspil. Ligesom på det danske bræt gælder det om at købe de mest attraktive grunde, bygge huse og inkassere så mange penge, at de øvrige spillere går konkurs.
Allegorien er tydelig. Og den blev ikke mindre tydelig af, at alle de gader, der optræder på Monopoly brættet, ifølge arrangørerne var legitime taktiske mål for dagens demonstrationer. Det strategiske mål blev der heller ikke lagt skjul på: De multinationale virksomheder skulle mærke forbrugernes magt. Målet var i al sin enkelhed, at trafikken i det indre London skulle gå i stå og forretningernes omsætning gå i nul!
Begge dele lykkedes. Oven i købet uden at ende i de samme forfærdelige voldsorgier, som London oplevede sidste år.

WEBSITES SOM OMDREJNINGSPUNKT
Et af omdrejningspunkterne var – man fristes til at sige naturligvis – maydaymonopoly.com, et chatroom, hvor man dels kunne udveksle synspunkter, dels finde links, hvis man ville læse mere detaljeret om 1. maj- arrangementet.
En af de velartikulerede skribenter og kommunikationsgeneraler i chatroomet gemte sig under det interessante synonym, Cap`n Stinky. Han var meget afdæmpet i sit ordvalg, og understregede hele tiden, at arrangementet ikke måtte ende i vold. Som han så smukt udtrykte det: La jeres øl stå til slaget er ovre!Hele kommunikationsindsatsen var professionelt grebet an. Den startede på urban75.com. Det er et af Englands største sites, der klarer sig uden reklamer. Målgruppen er unge mellem 15 og 30 år, og de kan bl.a. læse om rave parties, studere hvilke drugs der er farlige, spille online-games, der tager fis på multinationale virksomheder (f.eks. spillet Brick a Brand) – og så kunne de se, hvilke demonstrationer der var planlagt hvor, hvornår og hvorfor den 1. maj.
Det var også her, myndighederne kunne læse, at London centrum stod for skud. En interessant nyskabelse, for demonstrationen blev aldrig anmeldt til politiet, som det ellers er kutyme i de vestlige demokratier.

FORBRUGERNES MAGTDEMONSTRATION
Allerede fra morgenstunden havde mange af de største kæde-butikker på Oxford Street valgt at lukke døren og barrikadere sig bag metalskodder og forskallingsbrædder. En “flot“ kulisse til dagens tv-show!
Lidt efter frokost okkuperede de første 5.000 mennesker Oxford Square, og omringet af næsten lige så mange politifolk var der automatisk dømt live-tv. De engelske tv-stationer, der jo havde hentet dagens drejebog på nettet, var velforberedte. Adskillige kamerahold og journalister midt i menneskemylderet sendte direkte i ca. 12 timer – kun afbrudt af reklamer!
Dramaet blev et medrivende skuespil – godt hjulpet af politiet, der ikke gav demonstranterne lov til at forlade pladsen i adskillige timer. Det gjorde dog ikke så meget, for der var trommer og øl til flere timers underholdning. (Jeg undrer mig stadig over, hvordan demonstranterne kunne knibe ballerne sammen så længe!)
Hen ad vejen kom der flere demonstranter til. Politiet måtte bruge kniplerne nogle få gange, men ud over en hard core gruppe, der undslap politiets jerngreb og på tilbagetoget smadrede vinduerne i alle banker på Tottemham Court Road, blev Oxford Street ikke den slagmark, nogle havde frygtet. Arrangørerne havde opstillet 240 kommercielle mål for demonstrationen, bl.a. pelsforretninger, Nike-forretninger, Starbuck cafeer, McDonald-restauranter og Benneton-butikker. Ingen af dem led alvorlig overlast. Sammenlagt blev kun 40 personer anholdt, de fleste for handel med stoffer! Og kun 12 mennesker kom på hospitalet, de fleste med overfladiske skader.
Den store taber var forretningerne. De fik en på Brandet via den heftige tv-dækning. Men man kan diskutere, hvad den omtale var værd. Det økonomiske tab var imidlertid til at gøre præcist op. Forretningerne mistede en omsætning på over 200 millioner kroner.
Med de begivenheder in mente er det forståeligt, at mange virksomheder er begyndt at tillægge deres etiske holdninger lige så stor kommunikationsværdi som deres produkter og priser. Det kan simpelthen koste penge at lade være. Især, hvis forbrugergrupperne bliver lige så god til markedsføring som virksomhederne!