Kan man mon bruge brugerne til noget? Tjah, hvis man skal tro på Søren Lund, senior marketing director hos Lego, så ”i aller højeste grad.” Han skal til Cannes Lions i næste uge og præsentere nogle af læringerne på et seminar, hvor den Oscar-vindende producer Jon Landau (Titanic & Avatar, red.) samler trådene.
Søren Lund skal ikke på podiet alene. Sammen med otte andre globale brands (AT&T, Coca-Cola classic, light & Zero, Kodak, Nokia, Bud Light og Logitech, red.) præsenterer han nogle marketing-film, der er skabt af unge, håbefulde ”Steven Spielbergs” – altså talenter, der gerne vil arbejde sig ind i eliten. Og det er Mofilm, der hoster den hjemmeside, der har båret idéen ud til brugerne.
– Det er en virkelig spændende proces, vi er med i. Og Mofilms initiativ har i den grad krogen ind til filmskoler og diverse communities, hvor de absolut bedste, unge kreative findes. Lego arbejder jo hele tiden efter at udvide grænserne for marketing innovation, men risikoen er, at vi somme tider overser de indlysende muligheder, når fx en brief bliver for snæver. Denne gang har vi åbnet helt op for idéerne, og derfor glæder jeg mig til at præsentere resultaterne i Cannes, siger Søren Lund.
Lego har om nogen bevist, at forbrugerne er en ægte ressource, hvis man inddrager dem i alt lige fra produkt-udvikling til markedsføring, og Mofilms initiativ sidder lige midt i skiven.
– Vores fan-grupper har virkelig dokumenteret, hvordan co-creation kan bruges, når det gøres bedst, og med dette nye initiativ lagde vi et helt åben brief ud. Filmen skulle blot fortælle en historie om, hvad Lego står for. Vi fik faktisk over 100 film tilbage, og vi har valgt de 10 bedste ud til Cannes-seminaret. Vinderen præmieres naturligvis, fortsætter Søren Lund.
– Ud af hele øvelsen skulle der gerne komme en større bevidsthed om, hvordan vi håndterer co-creation bedst muligt. Sidegevinsten er også en oprustning til os selv om, hvordan vi bliver bedre til at håndtere brain-storming-processer og eksekvering af idéerne. Nok har vi medvind i øjeblikket, men det betyder jo ikke, at vi skal hvile på laurbærrene. Og der, hvor jeg allerede kan se, vi kan blive bedre, er ved at fjerne det filter, vi er tilbøjelige til at lægge ned over idéerne og sætte mulighederne fri, slutter Søren Lund.
Markedsføring er til stede i Cannes, når Jon Landau, Mofilm og de ni store brands viser resultaterne af denne globale co-creation øvelse.