Danskerne har fundet de mere optimistiske briller frem fra skuffen.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugertilliden i september ligger på et højere niveau end i august.
Forbrugertilliden, som hver måned belyser befolkningens syn på den aktuelle og fremtidige økonomiske situation, er dog stadig negativ med 1,1 – i august var tallet minus 2,6.
Familierne vurderer, at både Danmarks og deres egen fremtidige økonomiske situation vil være bedre om et år, end den er i dag. Begge vurderinger er dermed steget i niveau siden sidste måned.
Derimod vurderer familierne, at både landets og deres egen aktuelle økonomiske situation er dårligere end for et år siden.
/ritzau/