Nu er der gået fire måneder siden FDB meddelte, at de ønskede at stoppe samarbejdet med ACNielsen AIM. At de med udgangen af 2002 ikke længere vil levere data til ACNielsens kortlægning af det danske dagligvaresalg – det såkaldte ButiksIndeks.
Og naturligvis har ACNielsen ikke ligget på den lade side i den periode.
FDBs udmeldn¡ng får nemlig vidtrækkende konsekvenser (jf. også Markedsføring nr. 29) for ACNielsens kunder, for deres øvrige samarbejdspartnere og ikke mindst for ACNielsen selv.
Men ACNielsen har også oplevet situationen før – blandt andet i USA – og burde således have flere løsninger i posen, hvis FDB ønsker at holde ved deres beslutning.
– Vi arbejder i øjeblikket med en række modeller på, hvordan vi kan løse problemet. Førsteprioriteten er naturligvis at finde en løsning med FDB, og jeg vil derfor helst ikke sige noget om hvilke andre løsninger, der kan bruges i denne sammenhæng, forklarer Ivar Michaelsen, ACNielsen AIMs direktør i Danmark. Han løfter dog en smule af sløret for, hvordan de har grebet situationen an i USA og Tyskland, hvor henholdsvis WallMart og Aldi ikke er med i butiksindekset.
– Registrering af data ude hos forbrugeren er en af modellerne. Lidt det samme som metodikken i et husstandspanel, hvor forbrugeren fører dagbog over sine indkøb eller har en scanner i hjemmet. En anden model er en systematisk opsamling og afkodning af kassebon’ers informationer, hvor opsamlingen kan finde sted fra forbrugeren har forladt butikken til bon’en lander i skraldespanden, siger han uden dog at ville uddybe de to modeller yderligere.
Hvilke modeller der er at foretrække i Danmark vil Ivar Michaelsen heller ikke ud med, idet han understreger, at ambitionen er at finde en løsning i samarbejde med FDB.