I morgen åbner Copenhagen Fashion Week, og i den danske modebranche holder man vejret og håber på, at hverken modellerne på podiet eller en svagt spirende økonomisk fremgang snubler. Efter at være banket helt i bund af finanskrisen ser modebranchen nemlig atter lys forude. Ifølge en ny prognose fra brancheforeningen Dansk Mode & Textil tror hele 81 pct. af modefirmaerne på fremgang de kommende to sæsoner, mens bare otte pct. venter at omsætningen vil falde det kommende år.
Stiletterne rækker dog ikke helt ind i himlen for branchen. Omsætningen herhjemme er faldet 21 pct. de første fire måneder af 2010, og var det ikke for udenlandske forbrugeres smag for danske klæder, ville den hjemlige modeindustri være sendt til tælling. Eksport til især Tyskland, Sverige og Norge betyder dog, at den samlede omsætning for første del af 2010 ender med en mindre stigning på 1,8 pct..
– Vi ser en svag fremgang i branchen, og det er selvfølgelig positivt. Men den triste nyhed er, at hjemmemarkedet er meget tilbageholdende, og ser vi udelukkende på engroshandlen, og altså salget til danske butikker, er udviklingen faktisk rigtig ærgerlig, siger Michael Hillmose fra Dansk Mode & Textil.
Berlingske Business side 3.