Forbrugerombudsmanden Hagen Jørgensen vil fortsat have børn og unge og markedsføring som et højt prioriteret område. Også efter den 1. juli, hvor den nye markedsføringslov træder i kraft. En lov, der netop er blevet ændret for at beskytte børn og unge bedre, og en lov som Hagen Jørgensen kalder et stort skridt frem i beskyttelsen af børn og unge.
Det fortalte han i dag til forskere og erhvervsfolk på den stort anlagte ”Child and Teen Consumption 2006”-konference på Copenhagen Business School. Han betegnede børn og unge, som et stort marked for virksomheder, men pointerede samtidig, at børn og unge stadig ikke har udviklet den kritiske tænkning, der er nødvendig for at sige fra over for det massive reklamepres. Med andre ord er de lette at manipulere, og derfor er det nødvendigt at holde et vågent øje med markedsføringen.
Hagen Jørgensen var særlig bekymret på to områder. For det første de mange usunde fødevarer til børnene, hvor han i den nærmeste fremtid vil komme med nye guidelines for god markedsføring. Og for det andet på de nye medier, såsom mobiltelefoner og internettet, som han fremover vil holde særligt øje med. MSOL
Nyheder