Forbrugerrådet anmelder Pfizer for ulovlig markedsføring af medicin. Det sker via et brev til Lægemiddelstyrelsen.
I Forbrugerrådet mener man, at Pfizer overtræder loven om lægemidler, når de reklamerer for lægemidlerne Carduran Retard, Detrusitol Retard og Toviaz direkte til forbrugerne på deres hjemmeside www.pfizer.dk mod ufrivillig vandladning.
Ifølge loven må der ikke reklameres overfor offentligheden for lægemidler, som er receptpligtige. Samtidig skal det fremgå klart, at der er tale om en reklame.
Forbrugerrådet vil med anmeldelsen opfordre Lægemiddelstyrelsen til at tage stilling til hjemmesiden, oplyser rådet.
/ritzau/