Girlie-isen, der henvender sig til små piger, er udformet sådan, at isens pind er hul og indeholder glimmer beregnet til sminke. En kendt metode til at kombinere flere produkter og dermed gøre appellen til børnene større.

I dag må man godt blande fødevarer med ikke-spiselige genstande, men nu vil Forbrugerrådet prøve at få den pågældende is forbudt med Produktsikkerhedsloven i hånden.

Ifølge Forbrugerrådet er det uacceptabelt at blande fødevarer, specielt is og slik, som bliver markedsført over for børn, med ikke-spiseligt tilbehør som f.eks. legetøj.

Også de svenske myndigheder har isen i søgelyset. Derudover langer det svenske Konsumentverket også ud efter ”Girlie”, fordi de opfatter isen som kønsdiskriminerende pga. dens meget lyserøde og stereotype udseende…

Forbrugerrådet mener heller ikke, at de skrevne advarsler på emballagen er tilstrækkelige og mener desuden at selve måden, hvorpå sminken er forseglet, er meget kritisk. Problemet er låget, som sidder på det rør, der udgør ”pinden”. Hos Forbrugerrådet frygter man, at låget i værste tilfælde udgør en kvælningsfare, hvis barnet bider låget af.

Det er samme problem som isen ”Discbee”, der også bliver anmeldt. Her er der tale om en is, der henvender sig til drenge, hvortil pinden er designet som en affyringsmekanisme.

Kampen for at få adskilt fødevarer fra alle ikke-spiselige genstande har været lang. Forbrugerrådet har siden 1980’erne arbejdet hårdt på at få et europæisk totalforbud, som der længe har været i USA.

Tidligere undersøgelser viser, at cirka 2.000 børn i EU’s medlemslande hvert år må på skadestuen som følge af legetøj og andet gemt i fødevarer – heraf er mindst syv børn blevet kvalt.

sit