“Børn har fri adgang i følgeskab med én betalende voksen” lyder teksten på de reklamebilletter, som Cirkus Renz har målrettet mod børn og uddelt på flere skoler i Odense, skriver Fyens Stiftstidende.
Det er faldet Forbrugerrådet for brystet, da alle børn har gratis entre – med eller uden ”fribillet” i hånden. Derfor er det reklame, og reklame hører ikke hjemme på danske folkeskoler, fastslår rådet.
De røde små papirlapper i netop billetstørrelse kan for børneøjne opfattes som en gratis adgangsbillet til cirkus. Tilbuddet om gratis adgang for børn gælder dog for alle fremmødte, også dem der ikke har fået en fribillet i skolen, og så har det ikke noget med fribilletter at gøre. Det er derimod ren reklame, mener Anette Høyrup, jurist i Forbrugerrådet.
– Reklamer har intet at gøre på skoler. De her cirkusfolk er gået helt galt i byen, siger Anette Høyrup til Fyens Stiftstidende.
sd