Det nye Forbrugerpolitisk Center, som fremover består af to afdelinger, vil udover at fortsætte Forbrugerrådets mangesidige indsats, have særlig fokus på den internationale dimension, øget dialog med forbrugerne, samt kampagner for blandt andet at fastholde virksomhedernes etiske ansvar for produktion og handel.

Afdelingen for fødevarer, marked og etik bliver fremover ledet af Cand. Scient. pol, Mette Boye, som har fire års erfaring som fagmedarbejder og projekt- og kampagnechef i Forbrugerrådet.

Mette Boye er 32 år og uddannet på Københavns Universitet med speciale i EU’s håndtering af hormonforstyrrende stoffer. Hun har tidligere erfaring med NGO-arbejde for blandt andet Greenpeace og Det Økologiske Råd. Afdelingen vil dække emner som ernæringspolitik, virksomhedernes sociale ansvar, konkurrencepolitik, markedsføring, købelov, kemikalier og bolig og byggeri.

Karsten Kolding er ny afdelingschef i afdelingen for finans, sundhed og forbrugerret, som dækker emner som banker, pension, forsikring, produktsikkerhed, sundhed og patientrettigheder.

Karsten Kolding er 41 år og uddannet Cand. Scient. soc. i Public Relations fra Roskilde Universitetscenter. Han kommer fra en stilling som underdirektør i Rådet for Større Færdselssikkerhed, hvor han gennem de sidste fire år har haft ansvaret for Rådets udadvendte aktiviteter, herunder kampagner, politisk lobby og tværgående projektarbejde. MSOL