Aktive Forbrugere og Forbrugerrådets fælles kampagne mod farlige farvestoffer skal 15. marts repræsentere Danmark i EU Kommissionens konkurrence om årets bedste forbrugerkampagne. Kampagnen byggede på, at forbrugere rundt om på butikshylderne fandt produkter med et eller flere af seks farlige farvestoffer. Det udmøntede sig i en liste med over 140 produkter.
Kampagnen blev bl.a. udvalgt, fordi den i meget høj grad involverer forbrugerne i at finde og anmelde varerne, fordi samspillet mellem Forbrugerrådets Nyhedsbrev og fbr.dk blev brugt på en effektiv og overskuelig måde, og fordi kampagnen blev lavet for få midler. Ved udvælgelsen af kampagnen bliver der også lagt vægt på, at kampagnen nu breder sig til andre landes forbrugerorganisationer, bl.a. Sverige, Østrig og Storbritannien.
– Jeg er utroligt glad for, at vores kampagne gik videre.Vi opnåede, at mange danske og internationale producenter fjernede eller lovede at udfase de farlige farvestoffer. Nu er det så snart tid til at tjekke, om de har holdt ord, siger Sofie Krogh Holm, fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet.
To andre danske kampagner var indstillet, nemlig El-Sparefondens tv-kampagne for El-Sparemærket og Forbruger Europas interaktive shoppingassistent Howard, der skal hjælpe forbrugerne på det europæiske e-handelsmarked.
sd
Nyheder